NLS - København
Medlem af New Lacanian School
of psychoanalysis    

 
Om NLS   Aktiviteter   publikationer   Kontakt
New Lacanian School of psychoanalysis

Kongressen i Geneve

Tidligere kongresser




 


Psykoanalyse

Psykoanalyse adskiller sig radikalt fra mange andre behandlingsformer af terapeutisk, psykiatrisk (medicinsk) eller psykologisk art.

Grunden hertil er, at den ikke nødvendigvis kun er rettet mod formen af det problem, som folk dukker op med, men tillige mod det, der kan forårsage et problem som f.eks. stress, angst eller depression, så det ikke dukker op igen.

Psykoanalyse eller terapi, der bygger på psykoanalysens ideer, arbejder med kortere eller længere varige terapeutiske eller analytiske forløb.

 

Freud

[Tekst kommer]

 

Lacan

Den franske psykoanalytiker Jacques Lacans (1901-1981) undervisning og skrifter skaber en revolutionær fornyelse af den psykoanalytiske teori og praksis. Han arbejder heri på at fastholde den omvæltende karakter ved Freuds opdagelse af det ubevidste over for den forkastelse heraf, der via udløberne af jegpsykologien forsøger at reducere psykoanalysen til en enkelt gren af psykologien.

Lacan er uddannet læge og psykiater, og bliver i 1936 medlem af Sociéte Psychanalytique de Paris (Paris’ psykoanalytiske selskab) i 1936. Hans mundtlige undervisning (Seminarer) begynder i 1953 og fortsætter til hans død i 1981. Hans undervisning udgør en bemærkelsesværdig bestræbelse på at udvikle en rationel beskrivelse af den psykoanalytiske praksis. Hans skrifter (Écrits), der udgør en antologi af artikler, som gør ham berømt uden for psykoanalytiske kredse, bliver publiceret i 1966.

Lacan udvikler gradvist, hvad han betegner som en ”Tilbagekomst til Freud” via en beskæftigelse med hidtil ubemærkede konsekvenserne af grundlæggerens arbejder, idet han fremsætter begreber som begær, subjekt, fallos, signifiant og nydelse. Han opsamler forskellige områder for viden, herunder lingvistik, filosofi, psykiatri og matematik, men uden nogensinde at give slip på, hvad psykoanalysen kan fortælle om mennesket. Han følger i dette arbejde sin helt egen vej og understreger eksistensen af det reelle, der er på spil i den psykoanalytiske erfaring, hvor det dukker op i bl.a. nydelsen og symptomerne.

Ud fra disse betragtninger udleder han en fornyet forståelse af den psykoanalytiske praksis, der medfører hans eksklusion fra den International Psychoanalytical Association (IPA) i 1964, hvilket han svarer på med skabelsen af Ecole Freudienne de Paris (Paris’ freudianske skole). I modsætning til IPA’s sterile ritualisering af sessioner med ganske bestemt tidslængde og med analytikeren som den empatiske og principielt bedrevidende person forsøger Lacan med sine tekniske tilnærmelser at fremprovokere en åbning af det ubevidste hos patienten. I modsætning til IPA-psykoanalytikeres primære idé om modoverføringen, der forstås som analytikerens overføring på sin patient, gør Lacans psykoanalytikerens begær til det centrale omdrejningspunkt i overføringen og den analytiske akt. Dette begær udgør betingelsen for at reducere nydelsen knyttet til symptomerne.

Lacan stiller også radikalt spørgsmål ved de kriterier, som IPA-psykoanalytiske institutioner indtil da har benyttet for acceptere en kandidat som analytiker. IPA’s idé om, at analytikeren er klar til at modtage kandidater efter fire år, forekommer ham at være alt for skematisk og indgyde en falsk garanti for dennes evner. Han sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved en sådan didaktisk analyse som garant for en egentlig dannelse af psykoanalytikeren. Han opfinder i stedet for i den nye skole en ny procedure til at udnævne nogen som psykoanalytiker: la passe, der er en procedure, som gør det muligt for analysanden, der ønsker at blive analytiker, at producere et overførligt vidnesbyrd på, hvad en analyse er, når den munder ud i sin logiske konklusion. På den måde kan analysanden ’passere’ til analytikerens position.

Lacan fortsætter for de, der arbejder med effekterne af hans ideer, med at fremstå som den, som udfordrer enhver analytiker til at investere hele sin væren i den psykoanalytiske praksis.

Litteratur:

Lacan, J. (1953-54): Les écrits technique de Freud. Paris: Seuil, 1975.

Lacan, J. (1954-55): Le moi dans la théorie de Freud. Paris: Seuil, 1978.

Lacan, J.(1955-56): Les psychoses. Paris: Seuil, 1981.

Lacan, J.(1959-60): L'éthique de la psychanalyse. Paris: Seuil, 1986.

Lacan, J. (1963-64): Psykoanalysens fire grundbegreber. København: Politisk Revy, 2004.

Lacan, J.: Écrits. Paris: Seuil, 1966.

Lacan, J. (1969-70): L'envers de la psychanalyse. Paris: Seuil, 1991.

Lacan, J. (1972-73): Encore. Paris: Seuil, 1975.

Rasmussen, R.: Jacques Lacans psykoanalyse. En indføring. København: Munksgaard, 1994.

 

 

forside

NLS i andre lande

Åben klinik